Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Børn er unikke og har forskellige potentialer for udvikling og læring

Vi ser børn som sociale, nysgerrige og legende, hvilket betyder, at vi i Billund Kommune ønsker, at børn oplever, at der er ambitiøse og tilpassede forventninger til dem, at børn oplever mulighed for at være undersøgende, eksperimenterende og medskabende og at børn oplever mulighed for at udvikle forståelse for demokrati ved at blive hørt, inddraget og være medbestemmende.

Børnenes involvering i alle vores samspilsprocesser er ret afgørende for hvordan livsdueligheden vil udfolde sig. Den globale krisestyring fylder det meste i det offentlige rum for tiden, og er der et lille hjørne, der ikke handler om Corona, så handler det om demokrati i praksis udfoldet for åben skærm i USA.

 

På skolerne bliver der lavet et forbilledligt stykke arbejde af vores engagerede og dygtige ledere og medarbejdere. Dialogen om den globale pandemi fylder naturligvis meget, og der skal lyden en stor tak til alle for at skabe ro og tryghed for børnene. Det er vigtigt, at alle skolens aktører yder sit for at fremme det gode samarbejde i en svær tid. Husk at lade børnene sætte ord på bekymringerne, tag dem alvorligt og hjælp dem hvor du kan. De kan også yde et bidrag til at få hverdagen til at fungere i en anderledes tid.

Heldigvis kører det faglige tog videre derudad. Der er foreløbigt ikke kommet nye restriktioner, og uagtet omstændighederne arbejdes der fokuseret med de faglige og pædagogiske indsatser. Mon ikke de ældste elever følger indgående og forundrede med i valgprocessen i USA? Det er en god anledning til at sætte demokrati på skemaet, både i skolen og derhjemme.

Resultaterne af den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskolen og SFO 2020 er nu kommet, og der er stor opbakning og tilfredshed med skole og SFO. I Billund Kommune ligger vi på eller omkring landsgennemsnittet, så også lokalt oplever vi stort engagement og opbakning - tak for det. Det betyder meget for en god hverdag for ledere og medarbejdere, at de kan mærke opbakningen. Giv dig til kende når der er en god anledning til det.

De eksplorative læreprocesser er under fortsat udvikling, og Playfull Learning breder sig efter planen, så leg, læring og kreativitet kommer til at gøre vores gode skoler endnu bedre. Elevernes læringslyst og nysgerrighed pirres i læreprocesser der er præget af involvering og samarbejde, og på Rådhuset er udstillet konkrete eksempler på de pædagogiske anstrengelser - det har givet meget god snak.

Jeg håber I holder modet oppe, og særlige tanker går til de familier der nu er ramt på levebrødet.

mange tanker til jer alle

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre