Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Orlovspladser

Fra 1. januar 2019 har forældre, som er på barsel- eller forældreorlov med et barn, mulighed for en deltidsplads til et ældre barn i husstanden. Pladsen tilbydes i det dagplejehjem eller den daginstitution, som den større søskende er indmeldt i.

Ønsker du deltidsplads i vuggestue eller børnehave

I daginstitutioner for børn i alderen 0 til 5 år kan alle forældre vælge mellem 5 moduler på henholdsvis 25, 32, 40, 45 eller 50 timer om ugen. Retningslinjerne for anvendelsen af modulerne finder du her. Taksten for de forskellige moduler finder du her.

Ønsker du deltidsplads i dagplejen

Hvilke regler gælder for deltidspladser 

En deltidsplads i dagplejen er på 30 timer pr. uge, og kan anvendes inden for dagplejehjemmets åbningstid og frem til klokken 15.00 alle hverdage. Barnet skal afleveres senest klokken 9.00 af hensyn til barnets mulighed for at deltage i planlagte pædagogiske forløb og aktiviteter.    

Forældre skal aflevere komme-gåtider pr. uge for en måned ad gangen.       

Dagplejehjemmet fører kontrol med, at timetallet overholdes.

Hvordan ansøger jeg om en deltidsplads

Forældre, der ønsker en deltidsplads skal ansøge senest den første i måneden inden deltidspladsen ønskes. I ansøgningen skal forældre angive den periode, de ønsker deltidspladsen for.

Forældre skal i forbindelse med ansøgningen dokumentere, at de afholder fravær efter barselsloven eller vil afholde fravær på det tidspunkt, hvor de ønsker at få tilbudt deltidspladsen. 

Deltidspladsen gives for én sammenhængende periode pr. barn. 

Ansøgningen med vedhæftet dokumentation sendes til dagplejen@billund.dk    

Retten til en deltidsplads bortfalder, hvis forældre afbryder deres ret til fravær efter barselsloven, eller såfremt forældrenes ret til fravær efter barselsloven på anden vis ophører. Barnet kan dog beholde deltidspladsen, hvis fraværet afbrydes af en periode på mindre end fem ugers varighed, hvor forældre holder ferie.

Opsigelse af deltidspladsen 

Såfremt forældre ønsker at opsige aftalen om en deltidsplads før den aftalte periode udløber, skal det ske med en måneds varsel til den 15. eller den sidste dag i måneden.


Deltidspladser i private institutioner eller i andre kommuner

Forældre, der ønsker en deltidsplads i et dagtilbud i en anden kommune eller i en privat institution i eller udenfor Billund Kommune, skal indsende ansøgning til Billund Kommune.

Forældre skal oplyse Billund Kommune om afbrydelser eller ophør af forældrenes ret til fravær efter barselsloven senest to måneder før, at ændringen træder i kraft.

Hvordan ansøger jeg om en deltidsplads

Ansøgning om en deltidsplads skal indgives til Billund Kommune senest to måneder før, forældre ønsker deltidspladsen. Deltidspladser skal påbegyndes den 1. i en måned og ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor forældrenes ret til fravær udløber. I ansøgningen skal forældrene angive den periode, de ønsker deltidspladsen for.

Forældre skal i forbindelse med ansøgningen dokumentere, at de afholder fravær efter barselsloven eller vil afholde fravær på det tidspunkt, hvor de ønsker at få tilbudt deltidspladsen

Deltidspladsen gives for én sammenhængende periode pr. barn.

Ansøgningen med vedhæftet dokumentation sendes til pladsanvisningen@billund.dk.

Varsling 

Billund Kommune orienterer privatinstitutionen eller den anden kommune om bevillingen af deltidspladsen senest en måned før at deltidspladsen træder i kraft.

Billund Kommune orienterer ligeledes privatinstitutionen eller den anden kommune om forældres afbrydelse eller ophør af fravær senest en måned før, at ændringen træder i kraft og deltidspladsen eventuelt skal ændres til en fuldtidsplads igen.