Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Narrativ metode

Læs mere herunder om hvordan sundhedsplejerskerne anvender den narrative metode.

Sundhedsplejerskerne i Billund Kommune er uddannet og trænet i at kunne anvende elementer fra den narrative praksis i samtaler med forældre og skolebørn.

Narrativ metode er en samtaleform, der har til hensigt at skabe en distance mellem person og problem for derved at kunne skabe et større muligheder for handling i vejledningen.

Narrativ vejledning tager udgangspunkt i at vi skaber sammenhæng og mening i vores liv ved at skabe begivenheder og forløb, der har karakter som fortællinger.

En mors fortælling kan illustrere hvad narrativ vejledning går ud på. Historien er fra en mor i Billund Kommune.

En mors fortælling om brug af det narrative:

Min søn på 8 år havde problemer med afføringen. Han lavede ofte i bukserne og det skete både i skoletiden og herhjemme.

Han havde i børnehaven haft et år, hvor han havde styr på sin afføring, men pga pædagogskifte havde han haft en svær periode, hvor problemerne med ikke at kunne holde på afføringen startede.

Jeg var tit irriteret på ham, når det skete og sagde f.eks. "Nej, har du nu gjort det igen" og "Det er da irriterende". Stemningen blev dårlig. Jeg blev gal og sur.  Det var jeg ikke stolt af, men jeg var træt og fortvivlet. Når jeg prøvede at snakke med ham om problemet, virkede han som om han var ligeglad. Han sagde blot "alle har noget, de er gode til og ikke så gode til". Jeg tænkte, at han ville blive drillet af kammerater, hvis de opdagede det, men lærerne sagde, "alle kan li´ ham" og han havde kammerater at lege med. Der var ikke nogen, der opdagede det, sagde han.

Jeg havde hørt lidt om brug af det narrative på mit praktiksted og bl.a. det med at eksternalisere, så jeg fandt på at kalde det "lille lort" og "den skiderik", når min søn havde uheld med afføringen i bukserne f.eks. "Har lille lort nu lavet numre med dig igen, den skiderik". Lille lort blev problemet i stedet for min søn.

Det gjorde en stor forskel, stemningen blev meget mere positiv, vi lagde strategier sammen om, hvordan vi kunne sejre over lille lort. Det blev pludselig sjovt at lægge planer for at snyde lille lort og vi grinte meget. Det var rigtig dejligt både for ham og mig. Hans søskende var med til at strikke videre på historierne om "lille lort" og det blev noget vi var fælles om i familien. Det blev hyggeligt.

En dag kom min søn løbende og råbte "Mor, mor, jeg har sejret over lille lort". Det var lykkedes ham at holde igen på afføringen og komme af med det på naturligt på toilettet. Han var så jublende glad og stolt.

De næste måneder lykkedes det flere og flere gange for ham at sejre over "lille lort" og efter et år, var der kun få gange om ugen, hvor det gik galt. Min mand havde syntes, at det var noget pjat, men han kunne se, at det hjalp til sidst og erkendte, at det havde gjort en god forskel.

I dag er han helt fri af problemet.

Jeg er rigtig glad for at have prøvet det og det lettede både for ham og mig at tale om det på en anden måde, at gøre lille lort til problemet i stedet for, at min søn var problemet. Vi fik et fællesskab mod lille lort og det gjorde en stor forskel. Det er vigtigt, at børn ikke skal have det dårligt over at have et problem. Problemet må ikke blive deres identitet. Man har som forældre brug for råd og vejledning, når man har den slags problemer med sit barn og jeg kunne sagtens se, at mange andre forældre kunne have glæde af, at prøve metoden. Jeg synes, at I som sundhedsplejersker gerne må bruge det meget mere i jeres vejledning til forældre.

Ideerne om narrativ vejledning og eksternaliserende sprogbrug er oprindelig udviklet som en terapiform af den australske psykoterapeut Michael White (1948-2008) med inspiration hos Michel Foucaults (1926-1984) teorier om magtstrukturer og sprog. I dag bruges narrativ vejledning meget bredere, f.eks. i forbindelse med coaching og organisationsudvikling.