Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Skolestart/skoleskift

Forud for starten i børnehaveklassen i august, starter børnene i den pågældende skoles førskole-SFO den 1. april.

Formål:

Den tidlige skolestart har flere pædagogiske fordele, da det er en stor mundfuld for et barn både at skulle lære et nyt sted at kende, at skulle lære nye voksne at kende, og på samme tid at skulle forholde sig til mange nye kammerater – både jævnaldrende og ældre.

Denne overgang hjælper barnet med at denne mundfuld bliver taget i mindre bidder, således at barnet kender og er tryg ved skolen og derved er parat til de nye udfordringer, der stilles i børnehaveklassen.

Overgangen til kommende skolebarn i førskole-SFO er det eneste tilbud til barnet. Der er ikke mulighed for, at barnet kan blive gående i daginstitutionen, når det er indskrevet til skolestart i børnehaveklassen.

 Mål:

  • At skabe sammenhæng mellem temaerne i læreplanerne, mål- og indholdsbeskrivelserne i førskole-SFO og fælles mål for børnehaveklassen
  • At give barnet mulighed for at finde sig til rette og blive tryg ved skolemiljøet inden starten i børnehaveklassen
  • At børnene føler sig trygge ved de nye børn og de nye voksne samt får skabt relationer i den nye kammeratskabsgruppe
  • At skabe sammenhæng mellem barnets sidste tid i børnehaven og de første år af barnets skolestart.

Tilmelding til førskole-SFO og SFO:

For kommende skolebørn

Tilmelding til førskole-SFO foregår i forbindelse med indskrivningen til skolen for kommende skolebørn. Førskole-SFO starter for kommende skolebørn den 1. april.
Den afgivende børnehave og den modtagende førskole-SFO tilrettelægger en god overlevering.

For nuværende skolebørn

Ønsker dit skolebarn at gå i SFO, sker indmeldelsen via Digital Pladsanvisning.

Digital pladsanvisning

Optagelse i folkeskolen:

Jeres barn kan altid blive optaget i distriktsskolen. Ved flytning kan jeres barn blive optaget i distriktsskolen, hvis I søger optagelse i forbindelse med flytning.

Du kan her se kort over skoledistrikter i Billund Kommune samt skoledistrikter i Grindsted.

Hvis I har valgt en anden skole end distriktsskolen, herunder fri grundskole eller efterskole, og efterfølgende ønsker jeres barn optaget i distriktsskolen, har jeres barn ikke ubetinget ret til at blive optaget i distriktsskolen. Her gælder de samme retningslinjer for optagelse, som gælder for elever fra andre skoledistrikter i Billund Kommune.

Det er skolelederen på den modtagende skole, der afgør, om dit barn kan blive optaget på den ønskede skole. Dette sker ud fra de retningslinjer, som byrådet har godkendt og som fremgår af nedenstående link.

Retningslinjer for optagelse af elever, der bor i og udenfor skoledistriktet.

Organisering og ledelse:

Der er deltagelse af pædagoger fra børnehaverne i opstarten af overgangen. Overgangen 1. april til skolestart i børnehaveklassen varetages primært af SFO-pædagoger, som følger med børnene i det efterfølgende skoleforløb.

Vurdering af skoleparathed:

Børnehaveklassen er obligatorisk, og det er skolelederen, der afgør en eventuel udsættelse af et barns skolestart. 

Moden og klar til skolestart?

Som udgangspunkt skal jeres barn starte i skole det år, han/hun fylder seks år. Når det er tid til at skrive jeres barn op til skolestart, får I besked fra kommunen. Det sker enten via et brev eller gennem annoncer i dagspressen, fx lokalaviser.

Er I i tvivl om, hvorvidt jeres barn er modent nok og klar til at starte i skole, kan I henvende jer til skolen og få en samtale, der kan hjælpe jer til at tage den rigtige beslutning.

I kan få flere oplysninger om jeres muligheder og om de forskellige folkeskoler ved at henvende jer til kommunen.

Frit skolevalg

Skolerne i kommunen hører til hvert deres skoledistrikt. Jeres bopælsadresse bestemmer, hvilket skoledistrikt I hører til, og altså hvilken skole jeres barn vil blive tilbudt en plads på.

På kommunens hjemmeside kan I finde flere oplysninger om, hvilken skole jeres barn tilhører.

Men der er frit skolevalg, og det betyder, at hvis I ikke ønsker, at jeres barn skal gå på folkeskole i jeres skoledistrikt, kan I frit vælge at indskrive jeres barn i en folkeskole, der ligger uden for jeres skoledistrikt eller i en helt anden kommune, så længe der er plads.

Indskrivning elev

Du skal indskrive dit barn som elev i folkeskolen digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

På privatskole

Hvis dit barn skal gå på en privatskole, skal du selv henvende dig til den enkelte skole. Hver skole har sine egne regler for indskrivning og optagelse, men i de fleste tilfælde er det en god idé at skrive dit barn op i god tid.

Bliver dit barn tilbudt en plads på en privatskole, kan du vælge at kontakte den kommunale distriktsskole, som barnet ellers skulle have gået på, og fortælle, at I ikke skal bruge pladsen.

I nogle kommuner skal man underrette den distriktsskole barnet er blevet indskrevet på. På den måde kan kommunen holde styr på, om den lever op til sit ansvar for, at ethvert undervisningspligtigt barn i kommunen bliver indskrevet i folkeskolen eller modtager undervisning.

Tidlig start

Hvis skole og forældre sammen vurderer, at barnet er modent og kan følge en skoleundervisning, kan der gives dispensation til, at barnet kan begynde i skole tidligere end normalt. Barnet kan tidligst begynde i skole i det kalenderår, hvor han/hun fylder fem år inden 1. oktober.

Sen start

Hvis I som forældre - i samråd med skolen og fx barnets daginstitution - vurderer, at jeres barn ikke er modent til at starte i skole som seksårig, kan I anmode om, at der sker et års udsættelse af skolestart.

Undervisning og timetal i børnehaveklassen

Det er obligatorisk for alle børn at gå i børnehaveklasse, også kaldet 0. klasse. Det er især pædagogisk uddannede børnehaveklasseledere, der underviser, men lærere kan også stå for en del af undervisningen. Dele af undervisningen i børnehaveklassen kan foregå sammen med 1. og 2. klasse, så klasserne har fælles timer. På mindre skoler kan al undervisning for de tre årgange være fælles. Efter indførslen af skolereformen er det gennemsnitlige timetal 30 timer pr. uge, hvor det før var 20.

Fagligt indhold

Børnehaveklassen er et skoleår, hvor børn kan blive fortrolige med skolen, og hvor de lærer nogle grundlæggende ting. Fx skal børnene:

  • lære tal og bogstaver at kende
  • lære at lytte til og genfortælle en historie
  • begynde at arbejde med skrift

Derudover arbejder børnene også med musik, bevægelse, natur, it osv. Et af målene med undervisningen er desuden at lære børnene nogle sociale færdigheder, såsom at arbejde i grupper og blive fortrolige med reglerne i en klasse.

Børn med handicap eller funktionsnedsættelse

Er I forældre til et barn med et handicap eller en funktionsnedsættelse, kan I med fordel starte i god tid med at planlægge skolestarten - gerne et til to år, før det bliver aktuelt. Det er en god idé at få sat navn på og få inddraget den person, der skal koordinere overgangen mellem børnehave og skole. Det er som regel sagsbehandleren eller en person fra pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), der varetager koordineringen.

Hvis du vil klage

Hvis I vil klage over noget i forbindelse med jeres barns skolestart, kan I først henvende jer til skolelederen, der har det overordnede administrative og pædagogiske ansvar for skolen.

Er I ikke tilfredse med skolelederens afgørelse, kan I inden fire uger klage til kommunen. Kommunens afgørelse kan ikke ankes til anden myndighed.