Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Passionen der giver energi

Velkommen til et nyt skoleår. Både til I der kender skolevæsenet, og til I som er nye

Det nye skoleår frembyder store udfordringer for både børn og voksne. Politikker og strategier skal implementeres, og som noget meget synligt og meget gavnligt, er der til skoleårets start indkøbt en mængde nyt digitalt udstyr, som er første skridt på vejen til realiseringen af den nye digitale strategi. Ambitionen er, at der skabes tilgængeligt udstyr for alle elever i Billund Kommune.

Ingen skal være i tvivl om, at jeg fortsat forventer store præstationer og gode resultater af både ledere og medarbejdere og elever. Det betyder ikke, at jeg ikke forstår og anerkender, at vilkårene for at levere præstationerne er i en vedvarende udvikling. Det kræver vilje til:

at gå andre veje end de sædvanlige,

at udvikle og anvende samarbejdsformer der giver tid og fremmer resultater

at hjælpe hinanden med at vise vejen til de nødvendige forandringer

at tage den nødvendige dialog, også når det er vanskeligt

 

Den nye skolepolitik og de heraf afledte strategier, som vedtages i de kommende måneder, lægger et stærkt fundament for den påkrævede udvikling, men det der skal bære os alle igennem er passionen! Den brændende passion for at gøre nytte for børn og unge, så de kan få tro på og udviklet deres evner til, at klare fremtidens komplekse forhold.

 

Små børns blikke

Det er så stor en glæde

vel værd at leve på,

at små børns blikke ser på os-

så trygt som om de så

alt dét vi syns vi selv har glemt

fra da vi selv var små

 

Det er som det de søger

gik fra os og forbi os,

men kaldes blidt tilbage

af små børn som kan li os...

når små børns blikke ser på dét

som så vel dog er i os.

Piet Hein i "Husk at Leve"

 

Du gør en forskel - elev, forældre, medarbejder, leder eller chef. Vær dig det bevidst, og vær med til at skabe et fællesskab hvor vi gør hinanden bedre.

KL topmøde, Sorømøde, bogudgivelser og en lystig debat. Dejligt at der igen er dannelse på dagsordenen. Et veluddannet og dannet folkefærd er en vigtig forudsætning for den fortsatte udvikling af vores samfund.

Skolen yder sit bidrag. Et bidrag der hjælper vores børn og unge godt på vej til selvstændighed og livsduelighed, men dannelse er ikke kun en opgave for skolen. Den opgave rækker ud i alle vores fællesskaber, og dermed bliver din indsats og forholdemåde afgørende for alle børn og unge, du møder på din vej. Hvilken rollemodel vil du gerne være, hvilken passion vil du udstråle?

Skolevæsenet vil gerne være rollemodel ved at udvikle evnen til at samskabe og inddrage børnene endnu mere i vores fælles dagligdag, ligesom et involverende borgerfokus vil være på dagsordenen. Det vil vi sammen med gode folk hos vores samarbejdspartnere lægge os i selen for at rammesætte i den kommende tid.

Med disse ord vil jeg udtrykke min forhåbning om at alle har nydt en velfortjent ferie og en god, om end lidt fugtig, sommer med jeres familier. Nogen har besluttet ikke at vende tilbage efter ferien, eller har sat dato på overgang til pension i løbet af august. Til dem vil jeg sige mange tak for indsatsen og god vind. Og til I andre skal der lyde et vel mødt.

 

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre