Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Kritik fra en afdød.

I august mistede vi en af vores store tænkere. Filosoffen og teologen Peter Kemp blev 81 år. Peter Kemps samfundskritik taler dog fortsat til os.

I Billund Kommune har vi en vision om at udvikle vores børn til at blive skabende verdensborgere. Det beskæftigede Peter Kemp sig også med bl.a. i sine foredrag:

”Det danske arbejdsmarked bliver stadig mere en del af verdensmarkedet, hvor danskere skal arbejde sammen med mennesker fra andre lande og kulturer. Her nytter det ikke at man blot kender til verden som turist. Turisten kan nøjes med at se alt fra oven og som underholdning. Turisten har ikke noget forpligtende samarbejde med fremmede. Turisten kan blive en verdensmand eller en verdensdame, der kan fortælle mange underholdende oplevelser om livet i det fremmede. Men verdensmanden eller verdensdamen er ikke verdensborger. Verdensborger bliver man først når man har fælles opgaver eller fælles problemer med mennesker fra andre egne af verden og dermed føler et fælles ansvar for en fælles verden.”

Hvis vi skal lykkes med at skabe muligheder for at bevæge os fra at være vesteuropæisk opdagelsesturist til at blive reel verdensborger, må det altså fordre relationsdannelse for den enkelte elev og borgerne i Billund Kommune til mennesker rundt i verden. Man kan ikke skabe en verden for andre, man må skabe den sammen med andre. Med Peter Kemps ord:

”At være verdensborger er derfor ikke en ren idealisme, en abstrakt kærlighed til menneskeheden, men det at tage konkrete opgaver op sammen med andre fra andre traditioner og kulturer.

Man er ikke verdensborger i stedet for at være dansk borger. Men som dansk borger kan man også være dansk verdensborger, dvs. se sit erhvervsmæssige, sociale og politiske liv i en større sammenhæng end blot den danske sammenhæng.

Og for så vidt man er verdensborger betyder det, at man har respekt for andres anderledes måde at leve på, men også et engagement for en fælles dannelse, og for sameksistens med andre.”

I skolen kunne det således handle om at se det små i det store. Hvad enten det handler om social innovation, udvikling af remedier til forbedring af livsvilkårene for verdens fattige eller noget helt tredje, må det naturlige afsæt være børnenes omverden. At gå på opdagelse i eget liv for at kunne påvirke og medskabe andres liv og livsvilkår må betyde, at vi forholder os til indholdet i skolen. Et indhold der kobler sig til livet udenfor og efter skolen. Det er eksempelvis nogle af elementerne i vores fælles temauge Billund Builds.

Ifølge Peter Kemp modarbejder markedstænkningen almen dannelse.

”Den enkelte elev kommer kun til at forstå sig på effektivitet og ikke på det at være borger - og slet ikke det at være verdensborger. I klasselokalerne diskuterer man kun, hvordan man har det med hinanden – det er også vigtigt, men langtfra udtømmende i forhold til de udfordringer, vi står over for i dag. Der bør også inddrages diskussioner om eksempelvis de gamle, de kriminelle, kunstnere - således at de bliver nærværende.”

Den pædagogiske konsekvens må så blive, mener Peter Kemp: ”at børn ikke blot skal oplæres i klasseværelsesværdier, der gør det rart at være i skolen, men også i de værdier, der er betingelsen for et godt liv for samfundet og for menneskeheden i det hele taget.”

Nu kan vi jo tillade os at glide af på kritikken af den moderne skole, filosoffen kan ikke længere tage til genmæle eller nuancere sine synspunkter. Der bliver naturligvis ikke kun ”oplært” i klasseværelsesværdier. Skolen er samfundsorienteret, og der arbejdes med at udvikle sig til at mestre fremtidens kompetencer. Med sine ord om markedstænkningen rammer Peter Kemp dog plet. Effektivitets- og målstyringsparadigmer har sat sig så tungt på dagsordenen at KL, ministeriet og mange af de lærde nu laver en modbevægelse. Undervisningen må ikke tømmes for indhold og mening, dannelsesbegrebet bliver relanceret, og ses som et modspil til markedsgørelsen af hele vores uddannelsessystem, hvor karakterer, belønningssystemer for de, der er hurtig færdige, og får de bedste resultater, har skabt fokus på effekt snarere end indhold. Vores opgave som skoleansvarlige må være at hjælpe med at holde den rette balance. Der skal være tid til fordybelse i relevant indhold og læringslyst, videbegærlighed, nysgerrighed og engagement, skal fremelskes hos eleverne gennem læringsmiljøer, der inspirerer alle. Det er ikke nok, som det ellers var for Jern Henrik, at skyde en god fart hvis man er faret vild. Jeg håber, at I alle vil hjælpe til med, at vi ikke farer vild, så skal vi nok i fællesskab få udviklet skabende verdensborgere.

 

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre