Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Julehilsen

Året går på hæld, og I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår. Lad sneen dale og julestemningen brede sig så vi opløftede kan gå det nye år i møde og atter se frem mod nye mål.

Der skal lyde en stor tak til jer alle for stor opbakning i forbindelse med kortlægningsundersøgelsen i Program For Læringsledelse. Det er vigtigt, at jeres vurderinger af den oplevede kvalitet spiller en stor rolle i vores arbejde, og med den høje svarprocent der er opnået, bliver det et solidt grundlag, vi kan arbejde videre på. Jeg ser med stor optimisme frem mod offentliggørelsen af resultaterne i København d. 1/3-2018.

Der er i øvrigt meget at se frem til. På de sidste møder i vores politiske udvalg er politikker og strategier for skoleområdet endeligt vedtaget. Det betyder, at arbejdet med at implementere skolepolitik, digital strategi, integrationsstrategi og strategi for inkluderende fællesskaber for alvor kan gå i gang. Det vil ske i involverende processer i det nye år, og alle får lod og del i arbejdet lige fra bestyrelser, til elever, medarbejdere, ledere og forældre. Kun ved at trække læsset sammen vil vi nå i mål.

Det er med megen glæde og stor stolthed, at jeg ser tilbage på mit første år som skolechef i Billund Kommune. I er bare gode derude, og jeg hæfter mig særligt ved motivationen for at arbejde i kreative og samskabende processer, og jeg glæder mig til at se udfoldelserne i Billund Builds Nature i uge 5. Tænk sig at have lov til at lære gennem leg og medvirke til at skabe en fremtid der er præget af innovation, kreativitet og fællesskab, det er jeg glad for at være en del af. Med visionen om Børnenes Hovedstad må det godt være lidt sjovere at gå i skole her i Billund Kommune, og jeg oplever at vi er godt på vej.

Vores politiske udvalg har nu også vedtaget at placere det nye specialtilbud for børn med generelle indlæringsvanskeligheder på Vestre Skole. Det betyder et intensivt etableringsarbejde i foråret, så vi kan være klar til start 1. august. Processen med ombygning på Vestre Skole kan heldigvis tilrettelægges, så det nye specialtilbud kan tænkes ind i disponeringen. Gode erfaringer fra andre specialtilbud, forskning og nye initiativer vil skabe et solidt grundlag for både faglig og trivselsmæssig udvikling, for de der visiteres til tilbuddet.

Varde Kommune besluttede for kort tid siden at lukke døgninstitutionen Tippen i Ansager. De 12 skoleelever vi har haft derovre skal derfor efter nytår gå i skole et andet sted. Ved fælles indsats og gode kræfters hjælp er det lykkedes at stable et tilbud på benene i Billund. En privat leverandør har besluttet at etablere sig i Billund, og i en intens arbejdsproces og i en tæt dialog med alle berørte familier ser vi ud til at nå i mål, så alle kan komme i skole efter nytår. Stor tak til alle involverede og ikke mindst til medarbejderne i PPS der har trukket et stort læs.

Ministeriet har netop opdateret resultatdatabasen, og det fremgår, at vi er i god udvikling. Elevfraværet er under landsgennemsnittet, trivslen matcher landsgennemsnittet og de faglige resultater er bedre end hvad man kunne forvente, og vi har dermed en positiv løfteevne. Det er et stærkt grundlag for den videre resultatudvikling og det fortsatte forbedringsarbejde.

Med disse ord ønskes I alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre