Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

I skole med Lille Virgil

Måske du kender Virgil – Lille Virgil? Han er en dreng, der ikke ved besked med det meste, og som sjældent har fornemmelse for de voksnes forventninger. Lille Virgil har det bedst med sine kammerater, og sammen med Oskar og Carl Emil er han hittepåsom og fyldt med spilopper.

Har du også gået i skole med en Lille Virgil, eller kender du ham som en af de andres drenge? Jeg var ven med Lille Virgil, ja nogen dage var jeg Lille Virgil eller Orla Frøsnapper eller Frode eller nogen af de andre rødder fra Ole Lund Kirkegaards univers.

Mon ikke der fortsat er brug for miljøer, hvor børn og unge kan udfolde sig og lege og bruge deres fantasi? Sikrer vi som fagprofessionelle, at der fortsat er plads til Lille Virgil i skolen? Har vi husket værdierne fra byggelegepladserne og de mange fuskerum i fritidsklubben eller i ungdomsskolen? Der, hvor præstationsræset ikke handlede om kvantitative evalueringer eller test, men hvor kvalitetsudviklingen stod sin prøve i hverdagen, i oplevelsen af det der blev frembragt til brug for leg, konkurrencer, sport eller andet. Det kunne være sæbekassebiler, huler, særlige spil med særlige regler, eller måske var det bare fællesskabet på et hold, der stod sammen om noget helt særligt.

 Jeg havde Lille Virgil med på arbejde forleden – i bogform forstås, til åbent hus på Kærvej i Billund på den nye skole Chrysalis. En skole, der hjælper på vej, og som har blik for, at Virgil og andre, der ikke altid har fornemmelse for de voksnes forventninger, også kan sikres gode rammer for udvikling, læring og dannelse, og dermed også ser en fremtid i fællesskab med alle andre. Stort tillykke til os alle med den nye skole, og på en sådan dag var det på sin plads med højtlæsning og morskab over Lille Virgils besøg til Carl Emils fødselsdag.

I folkeskolen har vi naturligvis også blik for børnene. På bestyrelsesarrangementet d. 25/4 i børne- og kulturforvaltningens regi, hvor alle bestyrelser var samlet med det politiske udvalg, fortalte jeg om det, der blandt andre ting optager mig i bestræbelserne på at skabe udvikling for alle børn. Afsættet var inddragelse af børn, og ambitionen rækker mod at holde skole sammen med børnene og ikke hen over hovedet på dem.

De centrale markører for arbejdet er børn til børn perspektivet, Elevernes mestring og tro på sig selv, Leg, læring og kreativitet, samarbejde/samskabelse og viden og kompetencer.

Alt sammen elementer, der er forankret i vores politikker og strategier, og som peger i retning af en skole med barnet i centrum, som gennem deltagelse i motiverende læringsfællesskaber skaber grobund for et højt videns- og kompetenceniveau, der styrker den enkeltes tro på egne evner og muligheder. At eleverne formidler til hinanden, og er en del af hinandens hverdagspraksis er en konsoliderende faktor, for det de ved og kan. Det er det, vi bl.a. forstår ved stærke læringsfællesskaber.

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre