Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Fyldte tasker til skolestart

At skolestarten står for døren har det lokale handelsliv kunnet mærke. I en artikel i JV fremgik det forleden, at salget af skoletasker topper nu forud for skoleåret – det er næsten som en julehøjtid nr. 2. Hvilken bagage kommer børnene så til at slæbe rundt på?

”Vores identitet bliver skabt i vores samspil med andre mennesker. De handlinger og holdninger, vi møder i de fællesskaber, som vi indgår i, er afgørende for, hvordan vores identitet udvikler sig.” lyder det bl.a. fra mobbeforsker og Ph.d. Helle Rabøl Hansen. Skolen er et af de fællesskaber, børnene tilbringer mest tid i, så det må være afgørende, at vi sammen definerer rammerne for et så afgørende fællesskab, det er identiteten, der er bagagen, og vi er alle sammen med til at fylde tasken.

Leg, læring, kreativitet, dannelse og udviklende fællesskaber er de centrale nøgleord i vores skolepolitiske ambitioner. De nøgleord står ikke som en neutral leverance man kan erhverve sig ved fremmøde. De fordrer involvering i samskabelsesprocesser, hvor forældrenes rolle og forældresamarbejdet anskues i samspil med kompetente professionelle pædagogiske medarbejderes indsatser, og hvor eleverne involveres, og er i centrum for udviklingen. Det kræver hårdt arbejde af os alle, og det starter igen her ved skoleårets begyndelse.

Det er ikke kun folkeskolen der har opstart nu, også de videregående uddannelser starter lige om lidt. Fra lærer- og pædagoguddannelserne rekrutterer vi fagfolk til vores skoler, og der er meget, der tyder på, at det kan blive vanskeligt fremover. F.eks. er optaget på læreruddannelsen faldet fra 3440 i 2011 – 2610 i 2018. Vi må gøre os fælles anstrengelser for at drage omsorg for vores gode fagfolk – der er ikke for mange af dem, og der kommer færre til. Alle folkeskolens aktører kan medvirke til at tale skolen op, og gøre unge mennesker motiverede for at studere på et seminarium – det er fremtiden det gælder!

Da jeg gik på Skive Seminarium i 90’erne læste jeg Immanuel Kant, og særligt Kants kategoriske imperativ blev betonet som betydningsfuldt. ”Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.(Kant 1785)” Det svarer meget godt til den gyldne regel: "Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet." Disse lidt gammeldags læresætninger vil være et godt udgangspunkt for vores samvær i skolen, og det er noget, vi kan praktisere hver især, deraf det kategoriske.

Jeg håber, I er kommet godt igennem den fantastiske danske sommer, og har fået ladet godt op til en ny sæson i folkeskolen. Vel mødt til nye såvel som gamle - jeg ser frem til samarbejdet.

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre