Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Efterårsferie

Skolen holder lukket for undervisning i uge 42! Det er ikke lige sådan breaking news, men jeg vil ønske jer alle en god uge sammen med jeres børn.

Nu kan det være nærliggende at tro, at jeg synes der skal følges op på de skolesager, der ikke lige blev nået inden ferien, eller at der skal læses foran i skolebøgerne. Men nej - jeg synes I skal være sammen, at I skal tale sammen, sådan altså om ting der betyder noget for jer, noget der rører jer, eller noget der trykker lidt. Måske I vil lave ting sammen, der ikke er tid til i hverdagen. Aftensmaden kunne være et godt sted at starte, så kan man både tale om det praktiske og noget af det andet. Tid, ro og nærhed må være centrale elementer i en pause fra en til tider hektisk hverdag, og jo - alene gåture i naturen og fordybelse i en god bog er naturligvis også elementer, der kan bidrage til en god friuge, balancen må findes i at være sammen og hver for sig.

Vi ansatte glæder os til uge 43, for så er vi i gang igen, og pusterummet er overstået. Vi kan se frem til et efterår med politik- og strategiimplementering, kortlægningsresultater i Program For Læringsledelse, First LEGO League og en mangfoldighed af læringsaktiviteter på skolerne eller andre steder. For at udvikle og gøre læringsaktiviteterne endnu bedre, sjovere og givende er det ambitionen, at have et vedvarende fokus på at inddrage børn og unge i flere aspekter og på flere måder end hidtil. Det kræver noget af os alle, børn såvel som voksne, og jeg håber at I kære elever, og også I forældre vil bakke op og støtte bestræbelserne på at gøre børneinddragelse til et levende og nærværende element i udviklingen af hele skoleområdet. Gode idéer er velkomne.

Resultaterne af den nationale trivselsmåling lægges frem for Børne- og Kulturudvalget sidst på måneden. Det ser ud til at der er god trivsel på skolerne i Billund Kommune og særligt er der positiv udvikling for de ældste, hvor vi nu rammer landsgennemsnittet. Vi må lægge os i selen for at få de yngste til at opleve endnu bedre trivsel end de gør i dag, så også de kan matche landsgennemsnittet, og der mangler ikke meget. På den lange bane må det være en ambition, at der, med afsæt i arbejdet med at realisere visionerne om Børnenes Hovedstad, skabes bedre social og faglig trivsel i Billund Kommune end så mange andre steder.

Jeg vil nære min faglige og sociale trivsel på en bryllupsrejse til England. Bl.a. skal vi besøge Fountains Abbey i Yorkshire. Det er en del af verdenskulturarven, og i min forberedelse har jeg konsulteret Black’s Picturesque guide to Yorkshire fra 1871, hvor det anføres om guiderne på Fountains Abbey, at de generelt er intelligente mænd. Dem vil jeg se frem til at møde, og så vil jeg glæde mig over tidernes skiften og dermed forvente, at der også er kvinder blandt de ansatte i Nordengland:-)

 

Jeg vil ønske jer alle en rigtig god efterårsferie med og i de fællesskaber, der beriger jeres liv

 

Morten Kirk

Skolechef i Billund Kommune

#sammenblivervibedre