Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Opstart af privat pasningsordning

Her kan du læse om, hvad du skal gøre, hvis du vil starte som privat pasningsordning.

Private pasningsordninger oprettes og godkendes efter dagtilbudsloven kapitel 14. § 78 – 79, samt vejlednings kapitel 33. 

Dagtilbudsloven § 78 og 79

§ 78. Etablering og drift af private pasningsordninger, der drives uden offentlige midler og finansieres helt eller delvis ved betaling fra forældrene, kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen, hvis der modtages flere end to børn.

Stk. 2: Kommunen skal føre tilsyn med forholdene i den private pasningsordning.

§79. foregår pasningen i et privat hjem, kan der gives tilladelse til pasning af op til fem børn.

Stk. 2: Varetages pasningen af flere personer, kan kommunen give tilladelse til, at der kan modtages op til ti børn.

Ansøgning

Hvis du ønsker at etablere en privat pasningsordning i dit eget hjem, eller egnede lokaler til det, skal du sende en ansøgning til tilsynsførende ved Frit valg på hhm@billund.dk.

Ansøgningen skal indeholde begrundelse for at opstarte privat pasningsordning, straffeattest og førstehjælpsbevis.

Senest tre uger efter at Billund Kommune har modtaget din ansøgning om tilladelse til etablering af en privat pasningsordning, bliver du kontaktet af tilsynsførende for frit valg, og der aftales tidspunkt for et godkendelsesmøde.

Godkendelsesmøde

Til godkendelsesmødet deltager du, som ansøger og den tilsynsførende fra Billund Kommune. Godkendelsesmødet indeholder en personlig samtale, hvor du fortæller om dine overvejelser og begrundelse for at opstarte en privat pasningsordning, en gennemgang af de fysiske rammer samt en dialog om de sikkerhedsmæssige og hygiejniske forhold.

Der indhentes børneattest på børnepasseren, og alle i husstanden over den kriminelle lavalder.

Godkendelseskriterier for private pasningsordninger §78+79 

Tilladelse

Efter godkendelsesmødet vil du modtage en skriftlig tilladelse eller et begrundet afslag til etablering af en privat pasningsordning. Dette vil ske ud fra en samlet vurdering af godkendelseskriterierne.

Hvis du flytter til en ny bopæl bortfalder tilladelsen til den private pasningsordning, og du skal ansøge om tilladelse på ny.

Du skal orientere den tilsynsførende om ændringer i tilladelsen. Sker dette ikke, kan Billund Kommune vælge at inddrage tilladelsen.

Tilsyn

Du er som privat børnepasser forpligtiget til at samarbejde med den tilsynsførende fra Billund Kommune. Tilsynet skal foregå frit og uhindret, der vil årligt være tre tilsyn. De to tilsyn vil være anmeldte og det 3. uanmeldt.

Når du har haft tilsynsbesøg, udarbejdes der en kort rapport, der underskrives af dig og den tilsynsførende. Efterfølgende skal rapporten hænge synligt for forældrene.