Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Rådgivning og konsulentbistand til familien

Mistrivsel, konflikter eller andre problemer i familien? Vi tilbyder forældre, børn og unge gratis familieorienteret rådgivning.

Når børn mistrives og kommer i konflikter, er det ofte en reaktion på, at noget er svært

Det kan være en måde, barnet kan sige: "Min familie har brug for hjælp".

Familieafdelingens forebyggelseskonsulent kan i samarbejde med familien finde frem til årsagen til symptomet og komme med forslag til handlemuligheder, som kan hjælpe familien videre og sikre barnets trivsel og udvikling.

Formålet med rådgivningen er at afhjælpe problemer, som kan have forbigående karakter, fordi de f.eks. er opstået i forbindelse med en krise i familien, samt at forebygge, at problemerne vokser sig større.

Hvem kan få hjælp?

Børn og unge under 18 år og familier med børn bosiddende i Billund Kommune.  
Både enkelte medlemmer og hele familien har mulighed for at få familieorienteret rådgivning.

Du kan få hjælp når:

  • Der er brug for forældrerådgivning om parforhold/ samlivsproblemer.
  • Der er samarbejdsproblemer mellem forældre (f.eks. efter skilsmisse).
  • Der er usikkerhed eller uenighed i forhold til børneopdragelse.
  • Der er symptomer på mistrivsel hos barnet.
  • Der er problemer i den sammenbragte familie.
  • Der er problemer med pubertetsbørn eller konflikter mellem søskende.
  • Familien har været udsat for tab.
  • Der er kriminalitets- eller misbrugsproblemer i familien.
  • Der er psykisk sygdom i familien.
  • Dit barn har et handicap.
  • Dit barn har det svært med sig selv, kammerater eller skolen

Hvordan får du hjælp af forebyggelseskonsulenten?

Ring til Familieafdelingen på tlf. 79 72 76 09.
Bed sekretæren om at tale med en socialrådgiver i Forvisiteringen.
(Telefontiden er på hverdage mellem kl. 8.30 - 9.30).
Efter samtalen mødes du måske med socialrådgiveren, som vurderer, hvilken hjælp der er brug for.

Hvis Familieafdelingens socialrådgiver vurderer, at der er brug for familierådgivning, sendes opgaven videre til forebyggelseskonsulenten, som hurtigt derefter tager kontakt til dig. I telefonen aftales det første møde. 

Kan du få rådgivningen anonymt?

Som udgangspunkt er familierådgivningen anonym. Det gælder dog ikke, hvis der i løbet af rådgivningen kommer oplysninger frem, som giver bekymring for barnets trivsel.
I det tilfælde er kommunen forpligtet til at undersøge barnets forhold nærmere.