Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Familieorienteret rusmiddelbehandling (Rejseholdet)

Har din familie brug for hjælp til at behandle et alkohol- og/eller stofmisbrug?

Når en eller begge voksne i familien har et problematisk forbrug af rusmidler, så rammes oftest hele familien.

Det kan være svært at vurdere, hvornår man har brug for hjælp, og mange kender ikke behandlingsmulighederne.

Hvor kan vi få hjælp?

I Billund Kommune kan jeres familie få gratis hjælp.
Sammen med Rejseholdet finder I ud af, hvad jeres familie har brug for – eksempelvis familieorienteret rusmiddelbehandling. Tilbuddet er særlig rettet mod familier, hvor en eller begge voksne har et problematisk forbrug af alkohol og/eller stoffer, og hvor minimum et barn i familien er under 18 år, herunder vordende forældre.

Møder med Rejseholdet kan både forgå hjemme hos dig og din familie eller på andre egnede steder - deraf navnet 'Rejseholdet'.

 

Tilbuddet er udviklet igennem et samarbejde på tværs af fagområder og på tværs af Middelfart, Fredericia og Billund Kommuner.

 

Hvad ved vi om alkohol?

  • intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
  • drik ikke alkohol for din sundheds skyld
  • du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd
  • du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du som kvinde drikker mere end 14 genstande om ugen og som mand mere end 21 genstande
  • stop før 5 genstande ved samme lejlighed
  • er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
  • er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol
  • børn og unge under 16 år anbefales ikke at drikke alkohol
  • unge mellem 16 og 18 år anbefales at drikke mindst muligt og stoppe før 5 genstande ved samme lejlighed.

Hvad gør jeg med et alkoholproblem?

  • det er gratis at få hjælp, og det kan foregå anonymt
  • hvis du har problemer med alkohol, kan du henvende dig til kommunen
  • der er ikke behandlingssteder i alle kommuner, men kommunen skal henvise dig til behandling, så du kommer i gang senest 14 dage efter, at du har henvendt dig med dit alkoholproblem
  • du kan også gå til din egen læge, som kan henvise dig til behandling
  • din egen læge kan også selv hjælpe dig gennem korte samtaler.

På sundhed.dk kan du finde information om kommunens behandlingstilbud.

Hvad gør jeg, hvis min partner, mor eller far drikker?

Alkoholproblemer påvirker hele familien. Derfor er det vigtigt, at du som partner, barn eller pårørende får hjælp - selv hvis den, der drikker, ikke ønsker behandling. Familier kan få alkoholbehandling, der er målrettet familier.

På sundhed.dk kan du se hvilke tilbud, kommunen har. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om det at være partner, barn eller pårørende til en person, der drikker.