Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Familievejlederordning

Forældre med et nyfødt barn med funktionsnedsættelse, eller hvor funktionsnedsættelsen konstateres under opvæksten, har ret til at få vejledning om familiens rettigheder og hjælpemuligheder.

Målgruppe:

Børn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det kan være børn med autisme, muskelsvind, spasticitet, blindhed, døvhed eller multihandicap.

Familievejleder:

Familievejlederen har ingen kompetence til at træffe beslutninger og er således alene et tilbud om rådgivning i forbindelse med det første møde med kommunens service til forældre til et barn med en funktionsnedsættelse. Der er altså tale om vejledning af introducerende, generel og overordnet karakter, for at forberede og give forældrene indsigt i, hvilke kontakter de vil få og kan opsøge.

Samtalen vil foregå i familiens hjem, medmindre familien selv ønsker andet. Ved behov, kan der tilbydes mere end 1 samtale.

Familievejlederen vil så vidt muligt skabe kontakt til andre forældre med handicappede børn med henblik på netværksdannelse.

Familien skal tilbydes vejledning inden for 3 mdr. efter kommunen har fået kendskab til dem jf. SEL §11, stk. 4.

Såfremt sygehus, sundhedsplejerske eller andre får kendskab til en familie tages kontakt til familiens socialrådgiver, der i samarbejde med familievejlederen vil vurdere, hvorvidt familien skal tilbydes familievejledning jf. denne ordning.