Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Nye affaldsordninger

Fra 2023 skal Billund Kommune indsamle ti affaldsfraktioner ved den enkelte husstand. Du kan her på siden holde dig opdateret på kommunens planlægning og udrulning af de nye ordninger.

Ændringen sker på baggrund af national lovgivning, og vil betyde at der skal flyttes rundt på hvordan affaldet sorteres og hvilke typer affald, der fremadrettet må komme i samme rum i genbrugsbeholderen. 

På nuværende tidspunkt indsamles der affald fra syv forskellige fraktioner ude ved den enkelte husstand. Ændringen vil betyde at alle borgere i Billund Kommune i fremtiden vil få afhentet tekstil, mad- og drikkekartoner og farligt affald på matriklen.

 

Ny husstandsindsamling på vej!

Når de nye indsamlingsordninger udrulles, vil de genanvendelige affaldsfraktioner indsamles i to genbrugsbeholdere, hvor flere affaldstyper skal sorteres i samme rum.

For borgere i enfamiliehuse betyder det, at de fra 2023 får yderligere en genbrugsbeholder til de genanvendelige fraktioner. For etageejendomme, rækkehuse og sommerhuse vil det være muligt at etablere fælles affaldsløsninger, som flere allerede kender fra i dag.

 

Indsamlingen af tekstil kommer allerede i 2022

Ordningen for indsamling af tekstil forventes indført allerede i 2022. Ordningen forventes indført som en særskilt indsamlingsordning.

Den vil blive afhentet i forbindelse med tømning af den eksisterende genbrugsbeholder.

 

Hver ejendom får en miljøkasse til farligt affald

Som supplement til genbrugsindsamlingen, planlægger Billund Kommune at indføre miljøkasser til indsamling af farligt affald og småt elektronik i 2023. Både farligt affald og småt elektronik skal behandles helt rigtigt, for at vi kan genanvende metaller og holde styr på de giftige stoffer der kan være i affaldet.

Ordningen skal fungere som en husstandsnær indsamling, så miljøklasserne afhentes ved den enkelte husstand. Det vil fortsat være muligt for borgere at aflevere farligt affald og småt elektronik på genbrugspladserne i Billund og Grindsted.

 

Hold dig opdateret her på siden

De kommende sorteringskrav til den nye genbrugsindsamling vil udformes frem mod 2023, hvorfor ordningen og kravene til sorteringen ikke nærmere kan beskrives på nuværende tidspunkt. Med den ændrede indsamling, håber vi i Billund Kommune, at borgerne vil opleve en større service. Ordningen vil nemlig medføre, at det er muligt at få afhentet flere affaldstyper direkte fra matriklen.

Vi vil bestræbe os på at holde kommunens borgere løbende opdateret ved hjælp af både digitale medier, e- post og lokalaviser. Vi vil sørge for at informere om de fremtidige ændringer i god tid. Hvis du er nysgerrig, kan du holde dig opdateret her på siden.

 

Vi har et særligt fokus på boligforeninger og andre med fællesmateriel

Billund Kommune har i løbet af juni 2021 kontaktet alle som i forvejen har fælles affaldsløsninger samt afholdt et informationsmøde. Kontakten har været med henblik på forkant med de nye affaldsordninger og hjælpe med at inspirere til hvilke muligheder der er ved omlægning til fællesmateriel, hvis de nye ekstra beholdere kan frygtes at give anledning til pladsproblemer.

I løbet af sommeren 2021 vil kommunen have fortsat fokus på at have kontakten til boligforeningerne og vejlede om hvad der er af muligheder, så det rigtige materiel kan bestilles hjem fra start.